Global Studies - Samfundsfag A, Engelsk A

Global Studies er en internationalt orienteret studieretning, hvor du delvist bliver undervist på engelsk og samtidig tager en dansk studentereksamen.

Studieretningen er for dig der:

  • Har lyst til at se på Danmark og verden i et globalt og internationalt perspektiv
  • Gerne vil udfordre dig selv fagligt med undervisning på engelsk
  • Stadig gerne vil undervises i en dansk undervisningstradition

 

Global Studies er en internationalt orienteret studieretning, hvor du delvist bliver undervist på engelsk og samtidig tager en dansk studentereksamen, der følger danske standarder og dansk undervisningstradition. På studieretningen får du derfor den velkendte danske studentereksamen kombineret med stærke engelskkompetencer og et internationalt perspektiv.

Studieretningen er en samfundsfaglig studieretning, hvor fokus særligt er på politiske, økonomiske, historiske og kulturelle forhold i internationalt og globalt perspektiv. Du vil komme til at arbejde med problemstillinger og udfordringer Danmark og verden står overfor i dag, og med engelsk som arbejdssprog i flere fag bliver du rigtig godt rustet til at begå dig i en stadig mere international og globaliseret verden.

Eksempler på emner der kunne være i fokus på den internationale studieretning:

  • Betydningen af Brexit for Europa og EU’s fremtid
  • Hvordan er den internationale verdensorden under forandring?
  • Hvilke konsekvenser har den øgede globalisering for Danmark og resten af verden?

 

Studieture ud i verden
På studieretningen vil der være studieture i både 2g og 3g til destinationer, der er centre for den globaliserede verden. Konkret en europæisk destination som fx London eller Bruxelles samt en mere global destination som fx USA. Samlet skal man forvente rejseudgifter til studieture på ca. 10-12.000 kr.

Herudover opfordres elever på studieretningen også til at udnytte muligheden for at tage ud i verden i 3g, hvor man under programmet ”Individuelle Studierejser” kan rejse ud i op til 4 uger med fokus på feltarbejde, praktikophold, frivilligt arbejde m.m.


Hvor godt skal dit engelsk være?

Vi anbefaler at du har 7 eller mere i engelsk både mundtligt og skriftligt. Derudover er det vigtigt, at du er motiveret for at skulle læse og skrive opgaver på engelsk.

Du skal derfor være forberedt på, at du i starten kommer til at skulle arbejde lidt hårdere og bruge lidt mere tid på forberedelse til undervisningen. Til gengæld bliver du rigtig god til engelsk gennem din gymnasietid og vil være godt forberedt til videre studier evt. i udlandet.


Ansøgning

Hvis dette lyder som studieretningen for dig så skriv en motiveret ansøgning på engelsk på ca. ½ side, hvor du fortæller lidt om, hvorfor du gerne vil gå på Global Studies studieretningen.

Ansøgningen sendes til International koordinator Jacob Leinum – på le@ngh.nu.