Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Fester

En del af det at gå i gymnasiet er gymnasiefesterne. Med hjælp fra vores forældrekorps gør vi vores bedste for, at alle der er med til festen, får en god oplevelse.

Reglerne for festerne på NGH er aftalt i det lokale SSP+ samarbejde (samarbejde mellem skoler, socialmyndigheder og politi), for at vi i fællesskab på ungdomsuddannelserne kan skabe sikre og trygge rammer for eleverne. 

Skolens fester planlægges i fællesskab mellem skolens ledelse og elever. Det er elevernes festudvalg, RUTH, som er ansvarlige for gennemførelsen af festerne, dvs. at engagere bands og dj, samt at indkøbe øl og sodavand. Derudover er der gratis vand til alle hele aftenen. Det er ikke tilladt at ryge til festen. 

Billetter
Festerne afholdes som lukkede arrangementer, hvor der kun kan købes billetter til i en begrænset periode op til en uge før festen. Køb af billet annonceres via skolens intranet. 

Eleverne køber billetter elektronisk via app'en Studiz. Der skal ved adgangen forevises gyldigt studiekort og billet. Der kan ikke købes billetter ved indgangen.

Til festerne deltager altid flere fra ledelsen, lærere og professionelle vagter.

Gode og sjove fester
Normalt er der tre fester i løbet af et skoleår. 

For at sikre gode og sjove fester opfordrer ungdomsuddannelserne i Næstved til, at I som forældre bakker op om de unge mennesker og tænker på fx sikker transport til og fra festen og at eventuelle før-fest- arrangementer foregår i trygge og velkendte omgivelser, gerne med spisning, da skolerne ikke sælger mad til festerne. 

For jeres børn/de unge mennesker er det en stor fest på deres ungdomsuddannelse, og det er vigtigt, at de får en god oplevelse med deres klassekammerater. 

På NGH har vi også et forældrekorps, som står i baren til skolens elevfester. 

 

Forældre i baren

For at øge samarbejdet mellem forældre og skole, har NGH et forældrekorps, der varetager salg i baren ved festerne.
Det er hensigten, at der skal være ca. 10 forældre til stede til hver fest, så der er fem forældre i hver af de to barer. 

Alle interesserede forældre må meget gerne sende en mail til uddannelseschef Ane Emilie Lentz Wildt.

Det gælder også, hvis du har spørgsmål til ’forældre i baren’.