Spring navigationen over og gå direkte til indhold

HF

HF er en 2-årig fleksibel og mangfoldig ungdomsuddannelse, der gennem fagligt og socialt fællesskab kvalificerer dig til dit fremtidige job og uddannelse.

HF er målrettet dig, der ønsker at læse videre fx på en mellemlang erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse fx pædagog, politibetjent, lærer, socialrådgiver eller i sundhedssektoren. Ønsker du senere at søge ind på en lang videregående uddannelse på fx universitetet, kan du tage supplerende fag på VUC efter din HF-eksamen på NGH.

På ”Adgangskortet” kan du se hvilke fag og niveauer, der er nødvendige for at komme ind på forskellige uddannelser. Dit karaktergennemsnit har også betydning.

HF er en bred 2-årig uddannelse, som giver dig indsigt i mange fagområder. På HF kombinerer vi i højere grad teori og praksis, og målretter undervisningen mod den karriere og uddannelse, du vælger efter HF. Det sker bl.a. via projekt- og praktikforløb.

 

Mangfoldighed og fællesskab

På HF er der plads til mangfoldighed - og der er plads til dig. På HF møder du klassekammerater med forskellige baggrunde. Nogle kommer direkte fra folkeskole eller efterskole, mens andre fx har været ude på arbejdsmarkedet eller i andre uddannelsesforløb.

Mangfoldigheden vil du opleve både i klassefællesskaber, skolefællesskaber og faglighed. 

Vi sætter barren højt på NGH og har en forventning om, at du efter evne tager ansvar for læring og fællesskabet. Det betyder at vi alle, både elever og lærere, har et ansvar for at skabe et stærkt og givende socialt og fagligt fællesskab, hvor der både er plads til den enkelte og til fællesskabet. Klassefællesskab fungerer kun, hvis alle deltager i fællesskabet og ønsker at bidrage til det.
Målet er, at du som elev udvikler dig mest muligt i samspil med dine klassekammerater, og at du oplever at blive hørt og set.

Fagligheden tager udgangspunkt i den daglige undervisning og NGH’s fagpakker, valgfag, talenttilbud mv. Fællesskaber er både det store og de små fællesskaber, der styrkes, når du deltager i f.eks. idrætsdag, MGP, teaterkoncert, fester, fredagscafeer, temadage, musikcafeer, skolefodboldturneringer, lektiecafeer og selvfølgelig også i forbindelse med aktiviteter med din klasse. I det hele taget har vi fokus på fællesskab og trivsel på HF.

 

Opbygning

På HF-uddannelsen bliver du undervist i obligatoriske fag og faggrupper samt fagpakker og valgfag, og der indgår derudover et antal projekt- og praktikforløb.

De obligatoriske fag og faggrupper er for alle elever:

  • Dansk på A-niveau.
  • Engelsk på B-niveau.
  • Matematik på C-niveau.
  • Kultur- og samfundsfaggruppen (KS) bestående af historie på B-niveau og religion og samfundsfag på C-niveau.
  • Naturvidenskabelig faggruppe (NF) bestående af biologi, geografi og kemi, alle på C-niveau.
  • Enten faget idræt eller ét af følgende kunstneriske fag på C-niveau: Billedkunst, dramatik, mediefag eller musik.

Alle fag og faggruppeforløb afsluttes med eksamen. 

I januar måned på 1.HF vælger du fagpakke, som du begynder på i 2.HF. En fagpakke er en kombination af to fag, der retter sig mod enten Mennesker og samfund, Mennesker og sundhed eller Business

Efter hvert fag skal du til eksamen. I nogle fag både skriftligt og mundtligt (dansk, engelsk og matematik), i andre fag kun mundtligt (KS, NF, idræt/krea-fag), fagpakkefag og valgfag. Desuden skal du skrive en større skriftlig opgave (SSO) i foråret på 2.HF.

 

Valgfag HF

Her kan du se en oversigt over hvilke valgfag, du kan vælge. Valgfagene er afhængige af niveau, årgang, studieretning og dine øvrige valg. 

Projekter og praktikforløb

På HF kommer du tæt på virkeligheden i dine fire projekt- og praktikforløb, hvor den teoretiske undervisning kobles til praksis, så du klædes på til at vælge dit fremtidige job og uddannelse.

Fællesskab og trivsel på HF

På HF har vi fokus på at skabe gode undervisnings- og klassefællesskaber. Det gør vi bl.a. gennem forskellige faglige og sociale aktiviteter.