Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Fransk

Det franske sprog åbner døren til den frankofone verden OG andre romanske sprog.

Fransk åbner verden for dig!

Fransk er et af de mest talte sprog i verden. Det bliver talt i flere lande i Europa, i en stor del af Afrika, i Canada, Caribien mm. og er et vigtigt sprog internationalt.

Der forventes markant udvikling i Afrika i de kommende år, og kontinentets mange fransktalende lande har desuden stor befolkningsvækst. Derfor vil fransk blive talt af endnu flere mennesker i fremtiden.

Fransk som fortsættersprog eller som begyndersprog
I gymnasiet kan du vælge fransk som begyndersprog på A-niveau eller som fortsættersprog på B-niveau. Vælger du fortsætterfransk, kan det hæves til A-niveau, så du også har sproget i 3.g.
 Uanset niveau arbejder vi med sproget og studerer emner inden for kultur, historie og samfund.

Fransk kan i øvrigt vælges både som studieretningsfag og som valgfag.

Undervisning
I undervisningen lærer du at kommunikere i tale og på skrift. Via spil, musik, film, tekster, dialoger møder du sproget i forskellige sammenhænge og får derigennem også adgang til kulturen.

Franskholdene mødes desuden regelmæssigt ved fælles arrangementer: Biografture (gerne sammen med kommunens andre gymnasier), teaterforestillinger eller fejring af højtider, herunder den frankofone måned i marts. Faget deltager også i studieture og udvekslinger.

Samarbejde i udlandet
Fransk har en mangeårig udvekslingsaftale med Lycée Hilaire de Chardonnet i Chalon-sur-Saône. Skolens franskelever besøger det franske gymnasium og bor hos franske elever, der også kommer på besøg i Næstved og bor hos vores elever.

Frivilligt fransk eller fransk Master Class
Fransk har tradition for at tilbyde ekstra fransk, enten i form af frivilligt fransk – en slags lektiecafé, hvor man kan få hjælp til at dygtiggøre sig - eller som Master Class for elever, der er særligt interesseret i sproget, historien og kulturen. Begge er frivillige og giver gode muligheder for at blive ekstra dygtig til fransk.

Hvad kan man bruge fransk til?
Med fransk møder du en bred vifte af kulturer, historier og samfund. Du får sat dit verdenssyn i perspektiv og har mulighed for at stille spørgsmål til den virkelighed, som du måske tog for givet. Vi møder fransk og frankofon kunst, musik, film og ser på verdens store spørgsmål igennem franske øjne. Vi møder kulturen i forstæderne, grøn omstilling, kærlighed, (Nord-)Afrika mm.

Fransk er selvfølgelig det rette valg, hvis du gerne vil arbejde i eller med fransktalende lande og er et vigtigt redskab, uanset hvilket arbejde du sigter efter.