Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Når du er blevet student

Autisme-linjen har samme faglige vilkår som øvrige STX-uddannelser og er derfor adgangsgivende til videregående uddannelser. Næstved Gymnasium og HF guider og støtter dig, når du skal til at træffe de måske svære valg om job og uddannelse efter gymnasiet.
Vi støtter dig i løbet af gymnasietiden i at deltage i uddannelsesmesser, studiepraktik og åbent hus-arrangementer. Samtidig hjælper vi med at sende ansøgningen af sted til den næste uddannelse og søge SU eller SPS. 

De videregående uddannelser har meget forskellige adgangskrav, og derfor kan det være en god idé at undersøge adgangskravene på de forskellige uddannelser på “Adgangskortet”.

 

Se brochuren om autismelinjen her. 

Vejledningsforløb i autisme-klasserne

Vejleder og studievalgsvejleder tilbyder individuel vejledning, mens du er elev i autismeklassen – og også hvis du får behov for deres hjælp også efter studentereksamen.

Derudover er der planlagt følgende karrierelæringsaktiviteter gennem gymnasietiden:

1.g
Autismeklassernes vejleder og en studievalgsvejleder fra Studievalg Danmark kommer på besøg i klassen og fortæller om, hvad eleverne kan bruge dem til, og hvordan og hvornår de vil møde vejlederne i løbet af deres tid på gymnasiet. 

Studieretningen for autismelinjen ligger fast, men rammerne for valg af det 4. A-niveaufag samt øvrige valgfag i 3.g ridses op. Det videregående uddannelsessystem bliver præsenteret, samt hvilke overvejelser det kan være relevant at gøre sig ift. de kommende valg.
Vejlederne tager en snak om drømme for fremtiden med hver enkelt elev undervejs. 

Begge vejledere deltager desuden i det første forældremøde.

 

2.g

I efteråret deltager klassen i Karrieretanken, hvor eleverne har mulighed for at høre nærmere om konkrete uddannelses- og karrieremuligheder fra lokale og nationale udbydere.

Efter jul deltager klassen i Uddannelsesdagen på Høje Taastrup Gymnasium, som er en uddannelsesmesse, hvor uddannelser med særlig fokus på studerende med ASF holder oplæg og har stande, eleverne kan besøge. Der drejer sig bl.a. om DTU, KU, professionshøjskoler og erhvervsakademier.

I foråret holder studievalgsvejlederen et oplæg, som hedder ”På vej”. Ideen er at igangsætte en proces, der i løbet af 3.g gerne skulle føre til en afklaring hos den enkelte elev angående vedkommendes fremtidige studievalg.

 

3.g
I starten af året holder studievalgsvejlederen et oplæg om Studiepraktik, Studerende for en dag og Åbent hus-arrangementer, som eleverne har mulighed for at deltage i. Oplægget følges op med individuelle vejledningssamtaler med studievalgsvejlederen.

Studievejlederen støtter eleven i at muliggøre deltagelse i Studiepraktik. Det kan være overvældende at skulle besøge et fremmed sted i flere dage på egen hånd. Derfor taler vejlederen med eleven om behov for støtte.

Klassen deltager igen i Karrieretanken og Uddannelsesdagen.

Sidst på efteråret holder studievalgsvejlederen et oplæg, der hedder ”Studie- og karriereveje”. Oplægget fokuserer på den enkelte elevs ønsker for fremtiden ud fra interesser, kompetencer, motivation m.m. Oplægget følges op med individuelle samtaler med alle elever angående deres ønsker for tiden efter 3.g.

Klassen deltager på Uddannelsesdagen på HTG.

I februar holder studievalgsvejlederen et oplæg der hedder ”Ansøgning og optagelse” på de videregående uddannelser. Her gennemgår vejlederen i detaljer kvote 1, kvote 2, standby, bonusordninger m.m. samt hvordan man ansøger om en plads på en erhvervsuddannelse.

Hen på foråret inviteres alle elever og forældre til en ”Optagelsescafé”, hvor skolens vejleder og studievalgsvejlederen tilbyder individuel hjælp til at søge ind på en videregående eller erhvervsuddannelse.

Op mod ansøgningsfristen i starten af juli, er der igen mulighed for hjælp til ansøgning for dem som vil i gang med uddannelse umiddelbart efter studenterhuen er kommet i hus.

 

Efter gymnasiet

Vejledningen er til rådighed også efter gymnasietiden. Det kan være, at man har nye overvejelser efter sabbatår, man ønsker at drøfte med en vejleder. Det kan også være, der opstår behov for at indhente udtalelse fra vejleder ift. at søge støtte på en videregående uddannelse.

 

Kontakt

Koordinator Charlotte Madsen, tlf. 55 72 06 76, mobil 27 20 41 11.

Vejleder for autismeklasserne Henrik Rose, mobil 21 54 30 66.