På NGH tilbydes alle klasser en studierejse eller udveksling med en klasse på en af de skoler, som vi samarbejder med i Europa.
Rejsen uddyber det faglige indhold i et eller flere fag, ofte sprogfagene, og kan f.eks. gå til Dublin, Berlin, London, Malta, Malaga eller Paris.
På turene kan man besøge fx ambassader, museer, virksomheder og skoler, og man får god mulighed for at øve sit fremmedsprog samt lære et nyt lands kultur og befolkning at kende.
Om studieture og ekskursioner - transportformer
For at styrke elevernes globale og interkulturelle kompetencer og dannelse er studierejser og ekskursioner en fast bestanddel af undervisningsforløbene på både stx og hf. På NGH – særligt på stx – har vi særligt faste tilrettelagte flerfaglige studietursforløb med faste destinationer, hvor transport med fly kan være en nødvendighed. Såfremt klasserne og lærerne ønsker en anden rejsedestination end de på forhånd definerede i studieretningen, så skal konceptet have samme kvalitet, som de allerede planlagte flerfaglige studierejsemål.
Som skole lægger vi naturligvis vægt på at vælge den mest klimavenlige transportform samtidig med at der tages hensyn til, at det fagligt tilrettelagte program skal kunne gennemføres, og prisen skal være på et acceptabelt niveau, så flest mulige elever kan deltage.
Som udgangspunkt rejser man sammen som klasse/hold, hvilket betyder, at enkelte elever ikke kan skræddersy deres egen rejse, herunder selv vælge transportform. Det er klasserne og lærerne, der bliver enige om rejseform.
Som skole gør vi følgende:
Rejsearrangører/lærere opfordres fra skolens side til at undersøge tilbud/oplæg som indebærer klimavenlige transportmuligheder
At der i klassen er en samtale omkring prioriteringer, klimavenlighed og økonomi inden en endelig fælles beslutning træffes
Vælges der fx togrejse/busrejse frem for flyrejse og førstnævnte medfører ekstra rejsetid, afsætter skolen en ekstra rejsedag, hvis det ønskes.
Der henvises i øvrigt til skolens interne retningslinjer.
Individuel studierejse
På Næstved Gymnasium og HF vægter vi internationale kompetencer højt, og derfor giver vi elever på studieretningen Global Studies mulighed for at arrangere en individuel studierejse i løbet af deres studietid. Studierejsen giver mulighed for at tone din uddannelse i international retning efter dine egne interesser. Under den individuelle studierejse skal du arbejde med en faglig problemstilling.
Rammerne for den individuelle studierejse - herunder aflevering af opgaver og lektielæsning under fraværet fra NGH - skal aftales med den ledelsesansvarlige for Global Studies, inden du tager afsted.